Case: Projekt Hjerterum - deeskalerende miljø i Børne- & Ungdomspsykiatri Odense

I projekt Hjerterum er skabt et indretningsmiljø, der har til formål at bringe patienten i fokus, skabe nærvær mellem personale, patienter og pårørende, skabe arbejdsro og samtidig give større tilgængelighed.

Døren til personalekontoret gik op og smækkede 72 gange i timen. Medarbejderne på afdelingen havde travlt, og det kunne patienterne godt mærke. Der gik for lang tid, før de bad om hjælp, og nogle gange var det for sent og en konfliktsituation opstod.

Sådan var situationen sommetider i Børne- og Ungdomspsykiatri Odense. Og det ville afdelingen lave om på. Inspireret af psykiatriske hospitaler i bl.a. England ønskede afdelingen skabe nye fælles miljøer og omlægge arbejdsgangene, så de gavnede både medarbejdere og patienter.       

 

Formålet med projektet har således været at skabe deeskalerende miljøer gennem et helhedstænkt rumindretningskoncept, som kan bidrage til at reducere tvang og minimere antallet af konfliktsituationer. Miljøet er en afgørende faktor for at skabe de rette omgivelser for patienterne, så de kan komme sig bedst muligt, men også for medarbejderne i forhold til at understøtte deres arbejde. 

 

Et hjerterum for alle

Børne- og Ungdomspsykiatri Odense har med det nye indretningsmiljø skabt et hjemligt miljø centralt i afdelingen - et hjerterum - hvor det er muligt at være til stede og ikke til stede, at deltage og ikke deltage i snak og samvær.

Det nye indretningsmiljø består af flere elementer:

  • Stemningssættende lyd, lys og billeder
  • Multimøbler
  • Arbejdspladser ude i fælles miljøet (i stedet for inde i et kontor med glasruder)
  • Visuel guiding rundt i afdelingen.

 

Brugerinddragelse

Miljøet er udviklet i tæt samarbejde med brugerne. Patienter, pårørende og medarbejdere har sammen med virksomheder været med til at identificere og udvikle designet af de nye fysiske rammer, der er blevet testet inden det færdige koncept. Undervejs i processen kom brugerne med viden, meninger, ideer og feedback til projektet. Også en række virksomheder blev inviteret med i projektet for at bidrage med møbler og lyskoncepter, som understøtter et stemningsfuldt miljø.

 

 

Projektet er et af flere demonstrationsprojekter, som Psykiatrien i Syddanmark har igangsat for at nå målsætningen om minimering af tvang med 50 % i psykiatrien inden 2018. Det er samtidig en udmøntning af regionsrådets midler til udvikling af nye lyskoncepter til psykiatrien.

CoLab Recovery & Rehab og Syddansk Sundhedsinnovation har drevet projektet i samarbejde med Børne- og Ungdomspsykiatri Odense.

 

Mere fra projektet:

Inspirationsoplæg til workshop

Evaluering af Projekt Hjerterum