Psykisk sårbare børn og unge er med til at indrette afdelingen

Børne- og Ungdomspsykiatri Odense sætter gang i et indretningsprojekt, hvor patienter og medarbejdere sammen skal skabe bedre fysiske rammer. Målet er at give et konstruktivt modsvar til anvendelsen af tvang på afdelingen.

Deltagere fra Psykiatriens Hverdagstestere, medarbejdere i Børne- og Ungdomspsykiatri Odense og repræsentanter fra lys- og møbelproducenter var forleden samlet i Odense til åben ideudvikling. Formålet er at skabe bedre fysiske rammer, der kan give tryghed og forbygge konflikter og brug af tvang.

Døren til personalekontoret går op og smækker 72 gange i timen. Medarbejderne på afdelingen har travlt, og det kan patienterne godt mærke. Der går for lang tid, før de beder om hjælp, og nogle gange er det for sent og en konfliktsituation opstår.

Uformel dialog i fællesskab
Sådan er situationen sommetider i Børne- og Ungdomspsykiatri Odense. Og det vil afdelingen nu lave om på. Inspireret af psykiatriske hospitaler i bl.a. England vil afdelingen prøve at skabe nye fælles miljøer og omlægge arbejdsgangene, der gavner både medarbejdere og patienter.

- Målet er at skabe et miljø, hvor personalet mere naturligt opholder sig sammen med de unge patienter og eksempelvis laver kontorarbejde i samvær med dem. Det skaber tryghed og mulighed for en uformel dialog, som de unge ofte har brug for. Altså et fællesskabsrum med nærvær og samvær, som vi alle kender det fra hjemmets køkkenalrum, og hvor man kan være sammen og være alene sammen, fortæller projektchef i CoLab Recovery og Rehab, Dorte Dalkjær.

De unge kommer med input
Patienterne inddrages aktivt i designet af de nye fysiske rammer. De er blevet interviewet og medarbejdere fra Syddansk Sundhedsinnovation har været på feltstudier i afdelingen.

- De unge på vores afdeling har selv peget selv på en række mulige forbedringer. Bl.a. ønsker de mere synlige informationer om, hvad de skal lave i løbet af dagen, og hvor de selv kan komme med ideer til aktiviteter. De giver også udtryk for, at det er vigtigt at føle sig tryg. Så er der også mindre risiko for, at konflikter opstår, fortæller Lene Granhøj, oversygeplejerske på Børne- og Ungdomspsykiatri Odense.  

Virksomheder inddrages
For at skabe et optimalt indretningskoncept vil der blive integreret dynamisk lys, sansestimuli, multimøbler og interaktive skærme. Ved workshoppen deltog også en række virksomheder, der producerer lysløsninger og møbler. De er inviteret med i projektet, fordi de forhåbentlig kan bidrage med møbler og lyskoncepter, som understøtter et stemningsfuldt miljø.

Baggrund
Projektet er et af flere demonstrationsprojekter, som Psykiatrien i Syddanmark igangsætter for at nå målsætningen om minimering af tvang med 50 % i psykiatrien inden 2018. Det er samtidig en udmøntning af regionsrådets midler til udvikling af nye lyskoncepter til psykiatrien.
Projektet ledes i et samarbejde mellem Børne- og Ungdomspsykiatri Odense, CoLab Recovery & Rehab og Syddansk Sundhedsinnovation.
Ideudviklingen fandt sted i Forskerparken i Odense, fredag 11. september 2015. I løbet af efteråret vil centrale funktioner og områder på afdelingen blive ombygget og re-indrettet ud fra de nye koncepter og tanker, således at de nye rammer forventes at stå klar sidst på året.

Kontakt
Dorte Dalkjær, projektchef, CoLab Recovery & Rehab, mobil: 24669591