Invitation til open innovation workshop

Psykiatrien i Region Syddanmark inviterer i samarbejde med CoLab Recovery & Rehab og Designskolen Kolding til open innovation workshop om innovative lyskoncepter til legeplads for patienter i Børne- og Ungdomspsykiatrien.

HVOR: Tirsdag d. 28. februar 2017 v. Designskolen Kolding, Ågade 10, 6000 Kolding

HVORNÅR: Kl. 8.30-17.00 inklusiv forplejning og afsluttende tapas.

HVEM: Brugere af og medarbejdere i psykiatrien, studerende fra Designskolen Kolding, virksomheder og konsulenter

TILMELDING: Senest den 21.februar 2017 ved mail: cq@rsyd.dk 


Region Syddanmark investerer i udvikling og afprøvning af nye lyskoncepter, der kan styrke den behandlingsmæssige indsats i psykiatrisygehuset.


Lys kan mere end blot at understøtte den visuelle funktion – det, at se. Forskning og forskellige udviklingsprojekter dokumenter, at lys også har en biologisk effekt, idet det eksempelvis kan regulere døgnrytme og bidrage til bedre søvn. Lys har også en emotionel/kommunikativ effekt, da det kan skabe stemninger og anvendes som et aktivt element i adfærdsdesign.


I Psykiatrien ønsker vi at udforske muligheden for at anvende lys og lysdesign som en del af en ny legeplads for børn og unge, der i perioder af deres liv er brugere af psykiatrien i Aabenraa. Fokus hviler på anvendelsen af uderum med mulighed for fordybelse, bevægelse og leg. Målet er at skabe rammer for helbredelse og livskvalitet for børnene. Legepladsen skal desuden bruges aktivt som en del af udredningen, hvor personalet kan foretage observationer i forhold til det enkelte barn og dets interaktion med andre børn.


Målet med dagen er på tværs af fagligheder og organisationer at udvikle ideer og koncepter, som kan kvalificeres og modnes efterfølgende – gerne i samspil med deltagende virksomheder. Vi håber, du har tid og lyst til at bidrage med din viden – og glæder os til en udbytterig dag. Vær opmærksom på begrænset antal deltagerpladser.