Kan teknologi understøtte en sundere livsstil hos borgere med udviklingshæmning?

Et projektsamarbejde mellem Aabenraa Kommune, Vejle Kommune, Welfare Tech og socialområdet i Region Syddanmark skal undersøge muligheden for at bruge teknologi til at understøtte en sund livsstil hos borgere med udviklingshæmning

Forside> Nyheder> Kan teknologi understøtte en sundere livsstil hos borgere med udviklingshæmning?
05-03-2018

Mange borgere med udviklingshæmning lever med ikke-diagnosticerede lidelser som fx diabetes og livstilsproblematikker som følge af en hverdag med usund kost og begrænset motion. Parterne i projektet er fælles om gennem forskellige indsatser at styrke sundheden også blandt denne borgergruppe, der ikke i samme grad kan benytte sig af eksisterende sundhedstilbud.

Projektets tese er, at teknologi kan være et hjælpsomt redskab for borgeren og personalet omkring borgeren til at træffe sunde valg i hverdagen. Men da disse borgere som oftest er udfordret psykisk, kognitivt og måske fysisk kan det være svært at finde det rette match mellem borger og teknologi. Tidligere afprøvninger af teknologi blandt målgruppen har endvidere vist, at teknologiernes brugerflade ofte er for kompliceret for borgerne at forstå. Derfor er samspillet mellem borger og det faglige personale også essentiel, når det gælder anvendelsen af teknologi.

Projektets indsats er således at

  • Foretage en systematisk afdækning, screening og præ-test af udvalgte tekniske løsninger i forhold til specifikke borgermålgrupper og udfordringer. Løsningerne testes også i forhold til, om de lever op til den nye EU persondataforordning, der træder i kraft i maj 2018
  • Undersøge hvordan samarbejdsflader og vidensdeling mellem aktører omkring borgeren kan styrkes ved at arbejde med integrerede data, fx mellem sociale bosteder og praktiserende læge og sygehus
  • Afdække behovet for at opdyrke et længerevarende udviklings- og evt. forskningsprojekt, såfremt der findes teknologi med potentiale til at indfri socialområdets vision om sundere borgere.

Woop App motiverer til udendørs aktivitet

Et eksempel på en teknologi, der kan motivere til aktivitet, er Woop App udviklet af de danske spejdere. Via telefonens gps-funktion kan appen anvendes til udendørs digitale spil med bevægelse, konkurrence, leg og samvær i fokus. I projektet screenes appen bl.a. i forhold til brugerflade og brugervenlighed for målgruppen, teknisk stabilitet m.m.

Katalog med løsninger

Projektets resultater og erfaringer samles i et katalog. Med kataloget får personale på socialområdet en palette af screenede og testede løsninger, de kan introducere til borgerne alt afhængig af borgermålgruppe og udfordring.

Projektet blev påbegyndt i februar 2018 og forventes afsluttet med udgangen af november 2018.

Sæt allerede nu kryds i kalenderen d. 1.11.2018. Denne dag præsenteres projektets erfaringer ved et afslutningsevent for alle interesserede virksomheder og sundhedsaktører. Eventet finder sted i Forskerparken 10, Bygning G, i Odense. Program følger.

Projektledelsen varetages af CoLab Recovery & Rehab i tæt samarbejde med CoLab Plug & Play.

Eventuelle offentlige samarbejdspartnere kan kontakte projektleder Carina Fischer Bech 2044 7129 / cfb@rsyd.dk.

Virksomheder, der ønsker at få deres løsning screenet og evt. testet i et præ-testmiljø kan kontakte innovationskonsulent René Høltzermann 2324 5986 / Rene.Holtzermann@rsyd.dk.