Intelligent plaster testes i CoLab Plug & Play

Start up virksomheden SENS Innovation er i dialog med CoLab Plug & Play om hvordan deres engangssensor SENS motion® til registrering af fysisk aktivitet kan komme til at spille sammen med den danske sundheds IT-infrastruktur ved brug af internationale standarder på området

Engangssensoren SENS motion® er et intelligent monitoreringssystem i form af et engangsplaster, der måler og registrerer fysisk aktivitet.

SENS motion® benytter proprietær udveksling af data, altså en egenudviklet dataudveksling hvor SENS Innovation selv opsamler aktivitetsdata og derefter gennem SENS motion® systemet stiller dem til rådighed for det sundhedsfaglige personale og de borgere, som er blevet monitoreret.
Blåstempling af sundhedsløsning

CoLab Plug & Play og SENS Innovation har haft en vejledningsseance hvor man har drøftet hvilke datastandarder på sundhedsområdet, som SENS motion® skal leve op til, hvilke krav der er til datasikkerhed herunder den kommende nye persondataforordning fra EU og krav til brug af datastandarder.

Kasper Lundberg Lykkegaard, adm. direktør i SENS Innovation forklarer om baggrunden for at samarbejde med CoLab Plug & Play:

- Vi ser frem til, at CoLab Plug & Play kan hjælpe os med at teste vores sensor op imod den nationale serviceplatforms referencearkitektur, så sensoren kan dataudveksle direkte med gængse systemer på sygehuse og i kommuner,

- Det er vigtigt for os få ’et stempel’ på, at vores sundhedsløsning lever op til relevante it-standarder i fremtiden, at de tekniske dele omkring datadeling, standarder og datasikkerhed er på plads. Vi er sikre på, det vil påvirke vores salg ind i regioner og kommuner positivt.

Let fysisk aktivitet bliver også registreret

SENS motion® måler, i modsætning til andre sensorer også let fysisk aktivitet. Det er væsentligt når det fx handler om aktivitetsmåling hos svagelige patienter i en kommunal rehabiliteringssammenhæng.

Når en terapeut skal opstille aktivitetsmål for fx en KOL-patient, er det vigtigt at kunne måle selv let aktivitet. Kommer patienten op at stå, går hun lidt rundt i stuen eller sidder hun i sofaen hele dagen.

SENS motion®-plasteret sættes på patientens lår og registrerer al fysisk aktivitet, giver præcise data og dermed et helhedsbillede af borgerens og patientens fysiske aktivitet.

Terapeuten kan efterfølgende forholde sig til hele spektret af fysisk aktivitet. Dermed er systemet skræddersyet til at være en integreret del af genoptræningsarbejdet og et vigtigt værktøj til at motivere og fokusere indsatsen på de borgere og patienter, der virkelig har brug for hjælp.

FAKTA

SENS Innovation ApS blev etableret i 2014 med visionen om at revolutionere måden vi i sundhedsvæsenet tænker fysisk aktivitet i både behandling og forebyggelse.