Teknologi som redskab til at tage det sunde valg i socialområdet

Teknologi kan fremme sundheden hos udviklingshæmmede borgere

Forside> Nyheder> Teknologi som redskab til at tage det sunde valg i socialområdet
06-11-2018

Deltagere fra både offentlige institutioner og private virksomheder var den 1. november 2018 mødt frem til afslutningsevent i projekt ”Sunde borgere på socialområdet”.

Projektet ”Sunde borgere på socialområdet” har undersøgt hvordan teknologi kan være med til at støtte udviklingshæmmede borgere med psykiske, kognitive og måske fysiske handicap i at tage et sundere valg i hverdagen. Et sundere valg, som både handler om mere bevægelse i hverdagen og/eller sundere kost.

Teknologien skal tilpasses målgruppen

Tidligere afprøvninger af teknologi blandt udviklingshæmmede borgere har vist, at teknologiernes brugerflade ofte er for kompliceret for borgerne at forstå.

Det betyder, at teknologiske løsninger skal tilpasses denne særlige målgruppe, så der skabes det rette match mellem borger og teknologi. Også samspillet mellem borger og det faglige personale skal tænkes ind når det gælder anvendelsen af teknologi til målgruppen.

Test af løsninger i CoLab Plug & Play

Undervejs i projektet er der sket en systematisk afdækning, screening og præ-test af udvalgte tekniske løsninger i forhold til specifikke borgermålgrupper og hver deres udfordringer.
De udvalgte virksomheder og deres løsninger er blevet testet i forhold til det overordnede formål at støtte udviklingshæmmede borgere i et sundere valg.

På dagen præsenterede virksomhederne deres teknologier i udstillingszonen og demonstrerede dem for samtlige deltagere i CoLab Plug & Play.

I CoLab Plug & Play blev app-løsningen ScanHow demonstreret. ScanHow hjælper borgere til at udføre agere og udføre opgaver mere selvhjulpent. Det blev demonstreret, hvordan en sundhedsfaglig medarbejder kan udarbejde en visuel guide til en borger, generere en QR-kode gennem hvilken borgeren kan tilgå guiden i sit eget hjem.

For gæsterne blev løsningen HopSpots også demonstreret. HopSpots består af forskelligfarvede brikker, der reagerer, når man trykker på dem. Det er et interaktivt læringsredskab, der træner alt fra hukommelse til motorik.
Demonstrationerne gav anledning til flere spændende diskussioner med virksomhederne og de øvrige deltagere.

Motivation og motion blandt udviklingshæmmede

Lykke Guldbrandt og Kresten Mortensen, idrætskonsulenter fra Parasport Danmark holdt et inspirerende oplæg om motivation og motion og lagde vægt på, at motion er for alle, det gælder blot om at finde den rigtige form.

Også Lars Urban, leder af "Specialcenter for Unge og Voksne" i Region Syddanmark, holdt et oplæg i tråd med dette omkring hvordan man på specialcentrene kan arbejde for at fremme lighed i sundhed inden for specialområdet.

Katalog med løsninger

Projektets resultater og erfaringer samles i et katalog. Med kataloget får personale på socialområdet en palette af screenede og testede løsninger, de kan introducere til borgerne alt afhængig af borgermålgruppe og udfordring.

Kataloget bliver snarest tilgængeligt på her på siden.

Om projekt ”Sunde borgere på socialområdet”

Mange borgere med udviklingshæmning lever med ikke-diagnosticerede lidelser, fx diabetes og forskellige livsstilsproblematikker som følge af en hverdag med usund kost og begrænset motion.

Med projekt ”Sunde borgere på socialområdet” har Colab Plug & Play sammen med Colab Recovery & Rehab undersøgt, om teknologi har potentiale til at understøtte en sundere livsstil hos borgere på socialområdet.

  • Der er foretaget behovsafdækning, afsøgt teknologier på markedet og testet udvalgte løsninger i CoLab Plug&Plays unikke test faciliteter
  • Det er undersøgt hvad der skal til for at styrke samarbejde og vidensdeling mellem aktører omkring borgeren ved at arbejde med integrerede data, fx mellem sociale bosteder og praktiserende læge og sygehus
  • Såfremt projektet angiver teknologi med potentiale til at indfri socialområdets vision om sundere borgere er det afdækket om der er behov for et længerevarende udviklings- og evt. forskningsprojekt.

Samarbejdspartnere